Vedtægter for Grundejerforeningen Kornmodsbakkens Vejfond
Grundejerforeningen Kornmodsbakkens Vejfond er en selvstændig enhed under Grundejerforeningen Kornmodsbakken. Fondens aktiviteter reguleres efter nedenstående regler.
Formål
Fonden har til formål at udbedre veje, stier og fortove i grundejerforeningens område, hvor vedligeholdelse og renovering af disse er pålagt Grundejerforeningen Kornmodsbakken i h.t. tinglyst deklaration.
Tilførelse af midler
Kapitalen i fonden tilvejebringes gennem indbetalinger fra grundejerne, ved overførsler fra kapitalen i grundejerforeningen Kornmodsbakken og ved forrentning af de indestående midler.
Anvendelse af midler
Fondens midler kan udelukkende anvendes til aktiviteter, beskrevet under formålet.
Grundejerforeningen Kornmodsbakkens bestyrelse kan i løbet af et regnskabsår træffe beslutning om anvendelse af indtil 1 % af fondens kapital, opgjort ved seneste års regnskab. Beslutning om anvendelse af midler ud over bestyrelsens rådighedsbeløb træffes af generalforsamlingen i Grundejerforeningen Kornmodsbakken under punktet rettidigt indkomne forslag efter følgende regler:
a. Anvendelse af beløb på indtil 5 % af fondens kapital eller indtil 50.000 kr. (alt efter hvilket beløb der er størst), opgjort ved seneste års regnskab.
Beslutning træffes ved simpelt flertal.
b. Anvendelse af beløb på indtil 10 % af fondens kapital eller indtil 100.000 kr. (alt efter hvilket beløb der er størst), opgjort ved seneste års regnskab.
Beslutning træffes med kvalificeret flertal, svarende til mindst 2/3 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer.
c. Anvendelse af mere end 10 % af fondens kapital, når dette beløb er over 100.000 kr., opgjort ved seneste års regnskab.
Beslutning træffes på to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvor den sidste generalforsamling mindst skal ligge 14 dage efter den første. På den sidste ekstraordinære generalforsamling må dagsordenen udelukkende beskæftige sig med forslaget til anvendelse af Vejfondens midler.
På den sidste ekstraordinære generalforsamling må der stemmes med fuldmagt. Beslutning træffes med kvalificeret majoritet, svarende til mindst 2/3 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer.
Fraflytning
Jf. 5 i vedtægterne for Grundejerforeningen Kornmodsbakken kan fraflyttede grundejere ikke rette krav på nogen andel af Vejfondens formue.
Ændring af vedtægter
Beslutning om ændring af Fondens vedtægter kan træffes på to på hinanden ordinære generalforsamlinger, idet der ved afstemningen om forslaget på sidste generalforsamling kan stemmes ved fuldmagt.
Beslutning træffes med kvalificeret flertal, svarende til mindst 2/3 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer.
Opløsning af Fonden
Beslutning om opløsning af Fonden kan træffes på to på hinanden følgende ordinære generalforsamlinger, idet der ved afstemningen om forslaget på sidste generalforsamling kan stemmes ved fuldmagt.
Beslutning træffes med kvalificeret flertal, svarende til mindst 2/3 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer.
Evt. provenu ved opløsning af Fonden tilgår Grundejerforeningen Kornmodsbakken, idet der ikke kan ske udlodning til medlemmerne af Fondens midler.
Ikrafttræden
Disse vedtægter er godkendt på generalforsamlingen d. 20. februar 2002 i Grundejerforeningen Kornmodsbakken og har gyldighed fra denne dato.
Vejfondens vedtægter er revideret 16. marts 2017 og 29. marts 2023.