Forfatter Emne: Vedtægter for grundejerforeningen  (Læst 10153 gange)

Bestyrelsen

  • Gæst
Vedtægter for grundejerforeningen
« Dato: Oktober 29, 2009, 23:25:36 pm »
Navn, hjemsted og formål                                                             
                                                                 § 1
Foreningens navn er Grundejerforeningen Kornmodsbakken.
                                                                 § 2
Foreningens hjemsted er Århus kommune.
Foreningen består i h.t. tinglyst deklaration af ejere af parceller med postadresse på Kornmodsbakken. Enhver ejer af disse parceller er pligtig til at være medlem af grundejerforeningen.
                                                                 § 3
Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes nuværende og fremtidige fælles interesser i forbindelse med de under foreningens område hørende ejendomme.
Grundejerforeningen er berettiget til at fremskaffe og administrere de midler, der skal anvendes til realisering af foreningens formål. Herunder fremsætte nærmere regler for, hvorledes medlemmerne skal betale bidrag, samt til at underskrive alle beslutninger om fællesarealer, disses udnyttelse samt om andre forhold af fælles interesse.
De af foreningen til gennemførelse af nævnte foreningsformål trufne bestemmelser er fuldt bindende for de enkelte medlemmer.
Foreningens bestyrelse skal udfærdige et ordensreglement. Ordensreglementet, der skal vedtages på en generalforsamling med 2/3 flertal, træder i kraft fra det tidspunkt, det er udsendt til medlemmerne.

Medlemmerne og disses forhold til foreningen
                                                                 § 4
Grundejerforeningen skal være berettiget til med 2/3 majoritet af de på en generalforsamling mødende medlemmer at træffe bestemmelse om, at også ejere af grunde uden for foreningens område kan være medlemmer af foreningen, eller af grundejerforeningen kan sluttes sammen med en anden grundejerforening.
                                                                 § 5
Når et medlem overdrager sin grund eller på anden måde ophører at være ejere af denne, er han fra overtagelsesdagen ophørt at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue.
Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser over for foreningen, idet den tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for eventuelle restancer over for foreningen, indtil den nye ejer har berettiget restancerne og overtaget forpligtelserne.
Både den tidligere og den nye ejer er pligtige til at anmelde ejerskiftet til foreningen ved dennes kasserer og i forbindelse hermed oplyse foreningen om den nye ejers navn, stilling og bopæl samt parcellens parcelnr. og matr. nr.
                                                                 § 6
Foreningen medlemmer hæfter i forhold til tredjemand ikke solidarisk for foreningens forpligtelser.
I forhold til foreningen hæfter medlemmerne pro rata, hvilket også skal gælde for tab, som foreningen har på enkelte medlemmer.
Hvert medlem betaler for hver grund, medlemmet ejer, et årligt kontingent til foreningens administration og øvrige udgifter, at erlægge hver d. 1. maj. Kontingentet fastsættes af den ordinære generalforsamling.
Indbetaling af kontingentet skal ske til foreningens girokonto eller andet af grundejerforeningens bestyrelse angivet sted.
Finder betaling ikke sted inden seneste indbetalingsdato og der fremsendes rykkerskrivelse, påløber der et gebyr på 1/10 af restancebeløbet. Beløbet opkræves ved næste kontingentopkrævning.
Er et medlem mere end 1 måned i restance til foreningen, kan det pågældende beløb inddrives ad retlig , efter at der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage at berigtige restancen.
Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelse betales af vedkommende restant, der endvidere skal betale et administrationstillæg for restancen, svarende til ¼ af årskontingentet.
Er restancen ikke indbetalt senest 8 dage før en generalforsamling, fortabes retten til at deltage i denne generalforsamling, samt valgbarhed.

Generalforsamling
                                                                 § 7
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
                                                                 § 8
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar/marts måned i Århus kommune. Den indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem under den i medlems protokollen anførte adresse.
Det påhviler hvert enkelt medlem i egen interesse at holde foreningen orienteret om enhver adresseforandring.
Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen, skal meddeles hvert medlem samtidigt med indkaldelsen.
Forslag, der af foreningens medlemmer ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest den 31/1.
Sager, der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning. På hver ordinær ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:
1.      Valg af dirigent.
2.      Bestyrelsens beretning om det forløbne år.
3.      Aflæggelse af regnskab underskrevet af bestyrelsen og revisorer.
4.      Rettidigt indkomne forslag, der specificeres.
5.      Fremlæggelse af budget og fastlæggelse af kontingent.
6.      Valg af formand for bestyrelsen.
7.      Valg af kasserer.
8.      Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleant.
9.       Valg af to revisorer.
10.   Eventuelt.
Under eventuelt kan der ikke sættes forslag under afstemning.
                                                                 § 9
Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære, afholdes så ofte, som bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter at mindst ¼ af foreningens medlemmer ? der ikke er i restance til foreningen ? til bestyrelsen indgiver skriftlig motiveret begæring med angivelse af dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling. Når sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter dennes modtagelse.
Hvis ikke mindst ¾ af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet.
                                                                 § 10
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgøre alle tvivlspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen.
Der kan afgives to stemmer for hver parcel.
Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre generalforsamlingen eller dirigenten finder, at en skriftlig afstemning vil være hensigtsmæssig. Valg af bestyrelsen sker dog altid ved skriftlig afstemning.
Stemmeafgivningen kan ske ved medlemmet eller et medlem af vedkommendes husstand. Ingen kan afgive stemme ved fuldmagt. I forbindelse med salg af en af de til Grundejerforeningen knyttede parceller kan sælger dog give fuldmagt til køber.
Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, jfr. dog §§ 3, 4 og 11.
Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende.
                                                                 § 11
Til vedtagelse på en generalforsamling af beslutninger, der går ud over anvendelse af fællesarealer, forandring af foreningens vedtægter, ordensreglement, bevilling af midler udover det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side og optagelse af lån, kræves at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Bestemmelsen om, at medlemmerne ikke hæfter solidarisk over for tredjemand kan kun ændres ved enstemmighed hos samtlige medlemmer.
Når der på en generalforsamling er truffet gyldig bestemmelse om bevilling af midler udover det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side eller optagelse af lån, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning.

Bestyrelsen
                                                                 § 12
Bestyrelsen består af fire medlemmer Formanden og kassereren vælges direkte af generalforsamlingen.
Den valgte bestyrelse konstituerer sig med næstformand.
I tilfælde af formandens forfald indtræder næstformanden som formand indtil næste generalforsamling.
Bestyrelsen samt suppleanten vælges for to år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra tre på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må, hvis blot ét medlem af bestyrelsen kræver det, udgå af bestyrelsen , og suppleanten for ham indtræder da i hans sted.
Dersom adgangen af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter at suppleanterne er tiltrådt, bliver mindre end tre, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.
                                                                 § 13
Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed ? herunder drift og vedligeholdelse af fællesanlæg ? og varetager dens formål og interesser.
Der afholdes møde, så ofte formanden eller to medlemmer finder det nødvendigt. Over det under forhandlingerne passerede føres en protokol, der skal forelægges og godkendes af bestyrelsen på det næstfølgende bestyrelsesmøde.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre medlemmer giver møde.
Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
                                                                 § 14
Foreningen tegnes over for tredjemand af et flertal af bestyrelsen eller af formand og kasserer i forening.

Revisorer og regnskab
                                                                 § 15
Generalforsamlingen vælger to revisorer. Genvalg kan finde sted.
Revisorerne gennemgår mindst én gang årligt foreningens regnskab, der føres af kassereren efter bestyrelsens nærmere bestemmelse og forvisser sig om, at de i regnskabet opførte aktiver er til stede, hvorefter de påtegner regnskabet.
Revisorerne kan når som helst foretage kasseeftersyn og skal foretage et sådant uanmeldt mindst én gang årligt.
                                                                 § 16
Foreningens regnskab er kalenderåret, første regnskabsår dog fra foreningens stiftelse og indtil 31/12 1979. Regnskabet skal tilstilles revisorerne inden 5 uger før generalforsamlingen og skal af disse være revideret såvel talmæssigt som kritisk så betids, at en ekstrakt med revisionspåtegning kan udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelse til generalforsamlingen.
                                                                 § 17
Medlemmernes indbetalinger indsættes i foreningens navn i bank, sparekasse eller på postgirokonto. På foreningens konti (excl. Vejfondens) kan der kun hæves af kassereren, idet der på hvert bestyrelsesmøde fremlægges kontoudskrift pr. mødedato med angivne posteringer. På Vejfondens konti kan der kun hæves af kassereren i forbindelse med enten formanden eller næstformanden.
Foreningen er i udgangspunktet kontantløs, men bestyrelsen kan tillade en kassebeholdning ved arrangementer.
                                                                 § 18
Foreningens opløsning kan finde sted efter forslag af bestyrelsen eller ½ af foreningens medlemmer og kan kun vedtages efter de om lovændringer gældende regler. Forslaget skal indeholde bestemmelse om anvendelse af foreningens formue. Foreningen kan dog ikke opløses uden samtykke fra den påtaleberettigede i henhold til deklaration lyst den 22/1 1975.

Særlige bestemmelser
                                                                 § 19
Forekommer der spørgsmål, hvorom disse love intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægges sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
                                                                 § 20
Ingen vedtægtsbestemmelse må være i strid med tinglyste deklarationer eller nogen anden kommunal vedtægt.

Godkendelse m.v.
                                                                 § 21
Samtlige udgifter i forbindelse med foreningens stiftelse betales af foreningen.
Ovenstående love er vedtaget på en dertil indkaldt stiftende generalforsamling 24. april 1979.
Foreningens vedtægter er revideret 14. oktober 1987, 18. februar 1988, 25. februar 2010, 17. februar 2015, 17. marts 2016, 16. marts 2017, 26. marts 2019 og 29. marts 2023.
« Senest Redigeret: April 27, 2023, 10:01:33 am af K122 »